Bemærk til mig selv: Skal du lægge billeder af dine børn online?

Jeg har altid været meget komfortabel med min onlinetilstedeværelse. Jeg voksede op med at placere mine dybeste, mest pinlige indre tanker om Xanga, mine værste forsøg på death metal-sange på MySpace og mine personlige fotos og ikke-erklærede større på The Facebookbook.com. Men nu hvor jeg er forælder, opstår spørgsmålet: er det okay at lægge billeder af mine børn på internettet?

Jeg er gået frem og tilbage om dette emne forsidste fem år eller deromkring, så jeg var glad, da en af ​​mine yndlings podcasts løste emnet. Det blev dækket på en nylig episode af WNYC's Note to Self (tidligere kendt som "New Tech City").

Note to Self har en lytterpostpakke, og i denne stillede en lytter spørgsmålet:

For at besvare lytterens spørgsmål, værtenManoush Zomorodi samlet et temmelig fremragende panel af sig selv, hendes udøvende producent Jen Poyant og Hillary Frank af den længste korteste tids berømmelse. De tre kom til bordet med varierende grad af OK-ness med hensyn til udstationering af billeder af børn online.

Manoush, der har en ret offentlig vendt karriere, poster intet. Hun adskiller sin offentlige persona fra sin personlige person, og hun har ikke rigtig sidstnævnte online.

Jen, en enlig mor, poster indlæg for at delehendes liv - og sit barns liv - med hendes familie og venner, der måske ikke får et glimt af hendes datter dag til dag ellers. Jeg kunne godt lide hendes begrundelse.

Hillary poster med omtanke, normalt kun sidevinkler og tegninger, intet der kan identificeres.

Manoush, Jen og Hillary essays deres tilgangeder resulterer i en tilfredsstillende, men alligevel uomstrækkelig diskussion - der er intet åbenlyst rigtigt svar. Men der er nogle meget gyldige bekymringer omkring samtykke, og hvordan et barn kan føle sig for at være blandt de 92 procent af børnene i USA, der har en digital tilstedeværelse på det tidspunkt, de fyller to.

Mit personlige tag:

Jeg har haft disse bekymringer selv. Min privat Facebook- og Instagram-feeds er stort setudelukkende billeder af mine børn og mine morgenmad. Jeg spurgte aldrig, om det var okay, og alligevel er jeg sikker på, at hverken mine børn eller min morgenmad fuldt ud forstår implikationerne af at lægge noget uudsletteligt på Internettet for venner, familie og NSA til at gennemgå en ubegrænset mængde af tid.

Jeg undrer mig: Hvad hvis min søn bliver 13 og han beslutter, at han vil skrubbe alle de hundreder af billeder, som jeg har sendt af ham til sociale medier fra eksistensen? Vil han have den evne? Vil jeg have evnen?

Lige nu vil jeg gerne tro det. Jeg kan “slette” mine Facebook- og Instagram-konti. Men som vi ved, er ikke engang billeder på Snapchat så flyktige og tilbagekaldbare, som vi har til hensigt at være. Jeg ved, at data er svære at squelch.

Stadig vil jeg gerne tage en god tro-tilgang tiludstationering af billeder online. Ja, nogen kunne hacke sig ind på Facebook eller Instagram og samle alle de billeder, der er sendt der, og gøre… noget med dem? Det er også sandt, at nogen kunne bryde ind i mit hus og stjæle alle mine fotoalbum. Det er også sandt, at nogen kunne tage et billede af mig og mine børn på deres telefon, mens vi går ned ad gaden.

Der er en vis grad af futilitet, når detkommer til at forsøge at kontrollere dit image ud i verden. Jeg siger ikke, at jeg er klar til at begynde at købe bannerannoncer med billeder af min søn, der sidder på toilettet. Det, jeg siger, er, at ja, der er risici, men grundene til at dele billeder med din familie og venner, især dem, der bor hundreder af kilometer væk, er mere overbevisende end de utallige måder, hvorpå disse billeder kan kompromitteres.

Måske om 10 år vil min søn afsky mig forudsende en video af ham dans og sang i hans pyjamas til Taylor Swift. Men han kan måske også afsky for at have fortalt en sjove, men alligevel pinlige historie om ham til sin storfamilie på Thanksgiving.

Hvis han holder sig sammen med mig og sin mor længenok, han er bestemt bundet til at blive dødsket regelmæssigt. Jeg tror, ​​det er på niveau med kurset. Sociale medier er, hvordan vi deler vores liv nu, og at tilbageholde disse glade, sjove eller meningsfulde øjeblikke med de kære, der ønsker at føle en forbindelse med hans liv, ville være lige så latterlige som at bede den femte rundt om middagsbordet.

"Så hvordan har barnet det?"

”Jeg siger, hvornår han er 18 år og kan give samtykke.”

Under alle omstændigheder skal du give Note to Self-podcast en lytning. Det er godt. Og lad os derefter vide din mening om dette spørgsmål i kommentarerne herunder. Jeg er interesseret!

Bemærk til mig selv - skal du poste billeder af dine børn online?